Ingen kære Gud

Måske det er fordi, jeg blev introduceret for Gud meget sent i mit liv, at han aldrig rigtig er blevet en af mine homies.

Det var faktisk først  i gymnasiet, at jeg rigtigt hørte om ham. Indtil da havde mine forældre glemt at nævne ham, og den Friskole, jeg gik på i 10 år, gik mere op i Stevie Wonder og bongotrommer end salmevers og det lille Jesubarn.

Måske det også er derfor, jeg var sådan en bangebuks, da jeg var lille. Jeg troede, at både støvsugeren, flyvemaskiner og snevejr kunne slå mig ihjel. Jeg havde jo ikke hørt om ham, der kunne holde en hånd over mig, så alt forblev fint.

Det gjorde det nu alligevel. Altså lige til jeg så startede i gymnasiet, og Jytte, der havde fået sin stemme opereret et toneleje ned, men stadig talte ti oktaver højere end de fleste, skulle undervise os i religion.

Hun startede timen ud med at sige, at vi skulle omkring flere religioner, men at de fleste af os jo nok allerede kendte en del til kristendommen, og at det derfor var et godt sted at starte ud. De fleste var vel blevet døbt og konfirmeret og havde prøvet at være til bryllup eller begravelse i en kirke. Og ganske rigtigt kunne de fleste i min klasse række en hånd op i den tørre luft til hendes udsagn, og på den måde havde hun allerede der skabt et fælles udgangspunkt for sin undervisning.

Min hånd kom bare aldrig op af lommen, og ditto gjaldt min religionskarakter, den forblev på et underjordisk niveau, hvor Gud sjældent bevæger sig ned.

Jeg lagde ham selvsagt på hylden igen med studenterhuen og har lykkeligt levet mit liv uden hans selskab siden.

Men så fødte jeg Elliot. Og pludselig begyndte alle omkring mig igen at bringe Gud på banen. Hvornår skulle Elliot døbes, i hvilken kirke og i hvilken dåbskjole.

Kjole? Min søn skal da ikke have kjole på, og han er altså heller ikke begejstret for vand i hovedet, så jeg var fra start ret overbevist om, at han ville få fripas fra kirken og i stedet kunne nøjes med en navngivningsfest.

Men med manglen på dåb følger manglen på en gud. Kan man godt bestemme, at ens søn ikke skal være en del af det kristne fælleskab? Og hvad skal så holde en hånd over ham?

Jeg synes, min egen hånd er vokset en del, siden Elliot kom til, så jeg håber, den er stor nok. 

Har du en gud?

/Katrine.