Som du ved, har jeg altid haft let til tårer. Jeg er en kæmpe føleperson. Da jeg var lille, brugte jeg flere uger på at sørge over nødvendigheden af at spise en chokolade-påskehare (og i smug min lillesøsters). I dag græder jeg ikke så ofte over chokolade støbt som dyr, men jeg blinker ofte tårer væk, når det handler om min søsters børn eller din Elliot, når jeg ser Greys, eller hvis du græder. Det har vist sig, at du på den front er kommet til at ligne mig en smule, efter du er blevet mor. Og så er det, jeg tænker - mon jeg kommer til at tude mere, når jeg engang bliver mor? For det bliver da et nonstop hyleshow. Vi får at se.
Igår var jeg oppe og besøge en forsømt ven. En ven jeg i mange timer, dage og måneder har tænkt muligvis kunne være min kærlighed. Grunden til at jeg tænkte sådan var, at jeg med ham føler mig hjemme og accepteret, og i ro til bare at være. Og det er en følelse som, udover ham, kun du giver mig. Men så er det, jeg hører, ham sige at han rejser til langbortistan i 2 år. Jeg mærker efter, og jeg kan kun mærke glæde - venskabsglæde. Og en lille smule sorg over, at ham jeg troede måske skulle være, ikke længere er det.
Efter en dag i gamle venners tegn, stod vi på perronen og ventede på toget. På et tidspunkt siger han, at han glæder sig til når jeg får børn. For ham betyder det nemlig en titel som Gudfar. Dér på den skide kolde perron i Nordjylland slog det mig, at det lige præcis er dét, jeg skal bruge ham til. Da jeg kom hjem, satte jeg mig i sofaen med hjemmelavet æblegrød og et gammelt afsnit af Greys. Jeg erfarrede at man ikke kan græde og spise grød på samme tid. Just a heads up.
 |
| Min nye yndlings serie-spise |
/ Mia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar